Den komplette guide til valg af password

guide til password

Næsten alt du gør på nettet i dag kræver et password. Det er uanset om, du skal tjekke beskederne på din telefon eller logge ind på en betalingsside, fordi du er stødt på et godt tilbud hos en webshop.

Men at finde på de mange passwords og bagefter huske dem, kan være svært. Vi bliver ofte dovne, og ender med at bruge det samme korte password på flere hjemmesider, apps og digitale ydelser. Ifølge en undersøgelse fra Epinion bruger over halvdelen af alle danskere (55%) det samme password til flere digitale tjenester.

Det er en kæmpe sikkerhedsrisiko, fordi hvis informationer fra en af de sider bliver lækket eller dit password bliver gættet, kan det give hackere og andre kriminelle adgang til alt fra dine private oplysninger til dit kreditkort.

Hos Online-Tryghed har vi lavet en liste over de typiske fejl, mennesker begår, når de skal opfinde et password – og hvordan du undgår dem.

Dit password er for kort

Korte passwords er nemme at huske. De er også lette at bryde for en computer. Med det rette værktøj, kan en hacker afprøve flere tusinde kombinationer af ord og tal i sekundet. Hvis du bruger et enkelt ord eller en simpel talrække som 123456, kan en hacker sætte sin computer til at afprøve ordene fra en ordbog eller lignende. De kan med denne fremgangsmåde typisk bryde en kort adgangskode på under en dag.

Løsning

Løsningen er, simpelt nok, et længere password. En af strategierne er at komme på en sætning, du let kan huske, og omdanne den til et password. Eksempelvis kan “Lille Peter Edderkop kravlede op ad muren” bliver til “LilPetEddkra0aMur”. Du kan også bruge en kombination af ikke-sammenhængende ord og symboler, såsom “H3stNulSkra1despand”.

Brug eventuelt en gul notesblok til at udarbejde dit password, så det ikke ligger gemt i et dokument på den computer eller mobil, du bruger til at gå på nettet.

Jo længere og logisk usammenhængende dit password, desto sværere er det at bryde.

Du bruger en fødselsdag, et familiemedlems navn eller adresse

21% af danskere bruger deres egne eller en elskedes fødselsdag i deres password. 25% bruger deres eget, et familiemedlems eller vens navn. 11% bruger navnet på et kæledyr.

Det gør vi, fordi et password skal være let at huske. Det ved hackere også. Desværre er alle disse oplysninger også ofte tilgængelige på Google og andre offentlige medier eller databaser.

Løsning

Brug ikke vigtige datoer eller navne som del af dit password. Huskereglen er, at hvis man kan finde det på Google, De Gule Sider eller Facebook, skal det ikke indgå i din adgangskode.

Det er i stedet bedre at bruge informationer, du eller andre ikke deler digitalt. Du kan også bruge en Random Password Generator eller slå op på tre tilfældige sider i tre tilfældige bøger, og bruge et ord fra hver. Det er dog bedst at følge de andre råd her på siden og bruge symboler eller ikke-sammenhængende ord.

Du bruger det samme password overalt

En adgangskode kan være svær at huske. Derfor bruger vi også ofte de samme passwords over det hele. Det betyder også, at hvis man har gættet din adgangskode et sted, kan man nu logge ind på alle de andre, medmindre du bruger totrinsbekræftelse eller andre lignende sikkerhedsforanstaltninger.

Løsning

Har du ikke en passwordmanager, der bestyrer din passwords for dig, kan du vælge at inddele dine adgangskoder efter niveau. Det vil sige, at du bruger en bestemt adgangskode, når du handler på nettet, såsom når du skal købe et bælte online; et andet password til dine sociale medier og et tredje til NemID eller din e-mail.

Med en niveaufordeling af passwords er du sikret, at selv hvis dit password bliver hacket, er det nemmere at huske, hvor du skal ændre det henne, og hvor passwordet kan være lækket.

Du bruger et nemt password, fordi du ellers glemmer det

Vi er kommet ind på det før, men gode passwords er svære at huske. Derfor falder vi ofte tilbage på nemme løsninger, som dem, der er nævnt ovenfor.

Når du har lavet dine nye passwords efter de råd, vi har givet dig, skal du derfor også finde en måde at enten huske dem på eller gemme dem et sikkert sted.

Løsning

Har du svært ved at huske dine passwords, kan du bruge en passwordmanager. Du kan også vælge at skrive dine vigtigste passwords på et stykke papir eller gemme dem på en ikke-online lageringsenhed såsom et SD kort. Du kan oprette en Excel-fil eller lignende til at skabe overblik, hvorefter du fjerner SD kortet. Det skaber en fysisk barriere mellem din computer og din liste af passwords, som kun bliver brudt, når du skal tjekke eller opdatere dit password.

Fordi dine oplysninger ofte ligger på andres servere og sider, kan det ikke garanteres, at din data aldrig bliver lækket. Men et godt password er en god start, når du skal beskytte dine digitale oplysninger.